tirsdag den 29. januar 2013

EMD sikrer de bedste og mest effektive vindmølleparker

EMD international gør det lettere at planlægge vindmølleparker

EMD international er en meget internationalt orienteret IT virksomhed, som har kontor i NOVI på Niels Jernesvej 10. Virksomheden er vokset ud af Aalborg Universitet, og blev i starten af 80erne omdannet fra en forening til et aktienselskab. EMD er en meget videnstung virksomhed, som i meget hård konkurrence, vandt Brancheorganisationen Brains Business Award 2012, for at være en virksomhed, der kombinerer innovation, vækst og et højt specialiserings og vidensniveau. EMD´s marked ligger i hele verden, men særligt Tyskland fylder meget i ordrebøgerne.

EMD udvikler planlægningsprogrammer, så man kan planlægge vindmølleparker, og tage højde for en lang række forskellige faktorer, som størst mulig elproduktion, mindst mulig støj, undgå solreflekser og en lang række andre ting. EMD sætter også med deres software meget fokus på, hvordan man kan optimere eksisterende vindmølleparker, så strømproduktionen kan optimeres. Man kan sige at EMD gør planlægningsprocessen af vindmølleparker meget nemmere, og gør det muligt at se vindmølleparkerne udfra en heldhedsbetragtning. EMD´s programmer gør det endvidere muligt at lave de beregninger der skal til for, at myndighederne skal kunne godkende en ny vindmøllepark.

Softwareudvikling er ikke EMD´s eneste aktivitet. EMD driver også kursusvirksomhed, hvor medarbejdere i konsulentfirmaer bliver uddannet til at bruge EMDs programmer og arbejde med planlægning af vindmølleparker. EMD driver også i begrænset omfang konsulentvirksomhed, hvor man hjælper private investorer og andre med planlægge og udvikle nye vindmølleparker.

EMD er i gang med at erobre nye markeder. Bl.a. decentral kraftvarme har vækket EMD´s interesse, hvor der sker en meget spændende udvikling i disse år. EMD håber meget på at deres produkt Energypro, der kan håndtere flere former for energikilder, kan være med til at erobre nye markedsandele i forhold til decentral kraftvarme, solenergi og andre vedvarende energiformer.

EMD er glade for at bo i Aalborg, hvor et tæt samarbejde med Aalborg Universitet og de mange aktører i vindmøllebranchen, sikrer dem gode udviklingsmuligheder. EMD har også tæt samarbejde med DTU, hvor man samarbejder om beregningsmodeller og beregninger som bliver foretaget på EMD´s supercomputer der hører hjemme på Niels Jernesvej i Aalborg øst. Sidst men ikke mindst, kunne EMD godt tænke sig at skabe et lokalt testcenter, hvor EMD og andre virksomheder kunne afprøve software og andre teknologier i arbejdet med at udvikle de mest effektive og avancerede vindmøller. En sag jeg støtter og vil forfølge i den kommende tid.

På billedet er jeg fotograferet sammen med Per Nielsen General Manager og Anders Brask Sales Manager

Ingen kommentarer:

Send en kommentar